At komme i stødet

Egentlig ville jeg være elektriker, men jeg endte som præst. Jeg er nu glad for, det gik, som det gik. Men fascinationen ved strøm og ledninger har jeg stadig. Det havde nær kostet mig livet.

En søndag i Fole åbnede jeg skabet, hvor el-tavlerne sidder. Under bedeslagene greb jeg om en ledning, jeg syntes sad forkert. Det skulle jeg ikke have gjort. Strømmen fra samtlige el-installationer fór gennem mig. Der gjorde temmelig ondt. Til gengæld var jeg helt vågen resten af gudstjenesten.

Siden hen var det organisten, der kom i stødet. Med et knald røg en pære ud af sin fatning og knustes mod tangenterne. Kun med nød og næppe fik Karsten styret uden om de skarpe skår og spillet de sidste toner.

Alle steder, hvor evangeliet lyder, kan man komme i stødet. I Biblen står der, at det lynede den første pinse. Og tunger som af ild satte sig på disciplene, og de begyndte at prædike evangeliet på alle verdens sprog!

Evangeliet lød på alle verdens sprog! Det må betyde, at evangeliet om Kristus på en folkelig måde kommer til mennesker i deres forskellighed og på alle sprog.

Kristendommen opfatter altså ikke mennesket som en abstrakt, men som en konkret nærværende størrelse. Evangeliet lød og lyder for alle folk og kulturer i deres forskellighed. De forskellige folk, sprog og kulturer er altså gode nok til at rumme det største – evangeliet om Kristus.

Den nære, konkrete virkelighed med familie, hjem er således det kristne liv. Ganske pudsigt er det så, at ordet kshâm på sanskrit, kosmos på græsk og heimr på nordisk både betyder hjem og verden. Ret forstået betyder det, at hjemstavnsfølelse også er en følelse for verden – ikke omvendt!

”Gå frimodigt ind i dit liv og dit sted” er Guds kraftfulde tale til dig. Lad de ord fylde dig med håb og sætte dig i stødet.

Johannes Gjesing

 Præsterne

Sognepræst

Johannes Gjesing
Telefon: 74 82 26 22
Præstegården 2
6510 Gram

Send en E-mail til Johannes Gjesing

Sognepræst

Anne Marie Nande
Grønvang 11, Arnum
6510 Gram
Tlf: 74 82 62 85

Send en E-mail til Anne Marie Nande

Besøg af præsten

Præsten kommer meget gerne på besøg.

Hvis du gerne vil have besøg af præsten, eller kender du måske en, der ville blive glad for et besøg, så ring meget gerne.

Træffetid

Præsterne har ikke fast træffetid - dog har de fri om mandagen.

Se bykort

Her ligger præstegården:

Kort over Gram

© Webdesign: BS